Gæste Talker
Flere gode råd til iværksætteren
Mik fortsætter med 5 nye gode råd her... Hvis du ikke har læst de første 5 råd fra sidste måned, så kan du se dem her
Mik Dahl, iværksætter, storyflight.dk

Råd 6
Lær
Den her virker lidt søgt – lær – lyt, læs, lær, opdag. Det virker helt naturligt at selvfølgelig skal man lære – men... det er langt fra noget alle gør. Det mest normale er at man forsøger at blive bedre, men så ryger det lige så stille fra, fordi ... regnskab, varer, lager, optælling, ansatte, skat, moms, lort, helvede. Men, det at lære – og at sætte tid AF til at lære, er ekstremt vigtigt. For du kan ikke alt – og derfor skal du blive bedre til de ting du ikke ved så meget om.
Måske er du tøj designer; Her kan du leve i din egen verden og forsøge at opfinde alt med lukkede øjne – for det skal død og pine være dit udtryk. Men gør du det, så satser du hele butikken på at resten af verdenen også ser på dine ting med et fokus der er så hård, at det sjældent vil være virkelighed. Hvis du derimod åbner dine øjne, og hopper på eks. Youtube, og ser på en masse folk der også designer, så vil du lære noget om dem, om tiden, om udtryk, om ting de synes er fede, som du virkeligt ikke bryder dig om – om teknikker du aldrig havde overvejet – og alt det her, er stimulans, som du skal bruge for at udvikle dig.
Så lær noget – hele tiden. Sug til dig, intet af det er ubrugeligt. Det værste der kan ske, er at du opdager at du er dårligere end andre, eller at du er bagud; men så ved du det, og så kan du gøre noget ved det.
Råd 7
Lær din økonomi at kende
Hvor mange penge bruger du om måneden? Hvor mange penge skal du levere, for at du, din familie, dine børn kan fungere normalt? Rigtigt mange iværksættere er meget praktisk anlagte mennesker; men rigtigt mange iværksættere, er også flyvske, kaotiske, og ustrukturerede.
Uanset hvem du er, så er et rigtigt godt, sundt skridt, at finde ud af præcist hvor mange penge – minimum – i kan leve for om måneden. For som iværksætter, er det dit mål, hver måned. Det kan være angstprovokerende at få styr på – og jeg kender rigtigt mange som stadig ikke ved det på trods af de har været selvstændige i 3+ år.
Men, det gode ved at lave den her øvelse, er at det går op for en hvordan man sidder i det – og det er rigtigt sundt. Man plejer at sige, jo flere penge man har, jo flere penge bruger man. Hvilket for de flestes tilfælde er rigtigt.
Men når man er iværksætter er det lidt anderledes; For nu kommer der ikke bare en løncheck hver måned – næh, nu skal du selv bestemme hvor meget du skal have i løn – og ikke nok med det, du kan se hvor meget du betaler i skat, moms mv – og du kan ikke bare SE det... du kan mærke det.
Lad os tage et eksempel:
Du har 20.000 på din firma konto.
De 4.000 skal du betale i moms, så har du 16.000 tilbage.
Ud af de 16.000 skal du betale 6.720 i skat (højt sat, 42%)
Så har du 9.280 tilbage. Det er til at føle på – og her har vi endda ikke taget alt i betragtning.
Selvom det måske virker åbenlyst, så er det altså hårdt som iværksætter at tjene 20.000 ind på firmakontoen, og hive under 10.000 ud på den anden side.
Derfor; Find ud af hvad du skal bringe på banen hver måned for at overleve. Det gode ved det, udover at i kan få lidt overblik over jeres økonomi, er også at de fleste begynder at indse at man faktisk bruger rigtigt mange penge på ingenting; Ting som, når man holder op med det, mister man ikke noget – men man får rigtigt meget ud af det – i form af sikkerhed, åndehul, ro. For slet ikke at nævne, at når man så har fundet ud af at man skal levere 13.500 efter skat hver måned, og man har haft en super god måned, hvor man har tjent små 40.000 (efter skat og moms), ja så har du faktisk sørget for din familie de næste 3 måneder forud; Og det er en følelse der er fed at have med i baglommen – for med ét fjerner du tvivlen, stresset, og får bragt ro og afslappethed ind i din forretning – det kan mærkes, også på dine kunder.
Råd 8
Tal om dit iværksætter eventyr - men ikke hele tiden
Når man er iværksætter, overtager det typisk alt. Det er ikke et 9-17 job – det er 24 timer, hele tiden, hver weekend, hver ferie.
På sin vis er det også ok – for man er jo passioneret. Men udover de sædvanlige råd om at slappe af, og være i nuet, så vil jeg her give et råd jeg ikke hører så mange andre nævne – men som jeg mener er super vigtigt – og som jeg også selv har fejlet med mange gange.
LAD VÆRE MED AT TALE OM DET HELE TIDEN.
Jeg er gift, har 3 børn – og alle synes det jeg laver er spændende. Eller, rettere, det gjorde de, det første år. Nu er det hverdag, og jeg kan præstere at komme hjem til min 11 årige og følgende scene udspiller sig:
”Hej Far!”
”Hey – nu skal du se, i dag fløj jeg igennem fire Ferrarier med dronen, det var helt vildt”
”Fedt” Går ned i kælderen for at spille med sine venner
Det samme gør sig gældende med min hustru – med tre børn, så er det ikke fordi tid er det man har mest af – så når vi endeligt har lagt børnene, og har et par timer sammen, så er det sjovt nok ikke det fedeste øjeblik at begynde at tale om at man overveje at købe et nyt kamera, eller udfordringen med en specifik lampe – eller hvordan man lavede den fedeste flyvetur, men filen var korrupteret og man måtte lave det igen – og så blev det ikke lige så godt. Underligt nok, så var det ikke lige det hun gad at høre på – og her kan man så vælge at blive fornærmet; eller man kan overveje at når nu man har en mand som i forvejen er på hjernemæssigt 24/7 omkring sin virksomhed – at så fylder det hele måske ret meget i forvejen, og så har man brug for pusterum hvor det bare ikke er der.
Det samme gør sig gældende for ens venner, og omgangskreds; For ja, det ER spændende at gøre ting – men hvis de virkeligt gerne vil høre om det, så skal de nok spørge.
Så et rigtigt godt råd fra mig til dig, er; Tal om dit arbejde, men sørg for at gøre det når der er luft og plads til det – og ikke når du har lyst (som ofte er altid).
Råd 9
Vær konsekvent, og konsistent
Når man er selvstændig arbejder man ofte forskelligt – nogle dage er rolige, men lange, andre kan være korte og eksplosive – eller alt det midt imellem.
Samtidigt er der altid hundrede ting man kommer i tanke om ; Jeg skal huske at ringe til den her kunde. Jeg kørte forbi det her sted på motorvejen, det virker som en god mulighed, jeg bør ringe til dem. I morgen skal jeg have fikset mit regnskab.
Der er tusind ting at gøre – og du vil altid være bagud. Derfor sørg for at finde ud af hvad du skal have lavet, og læg det i skema. Eksempelvis, så skal jeg lave en del opsøgende salg – fremfor at gøre det ”når jeg har tid”, så har jeg planlagt det her, til at fylde 1-2 timer
hver dag. Så er der dage hvor de 1-2 timer bliver brugt på finde nye muligheder som jeg skal undersøge – og herefter ringe til – og andre dage hvor jeg kun ringer ud. Men, jeg får brugt 1-2 timer hver dag, kun på det – næsten uden undtagelse.
At ordne regnskab og kvitteringer, er sat til torsdag kl 10 hver uge – det tager 30 minutter, men så er ugen ordnet. Ved at sætte alt op på denne måde, så er det meget nemmere at overskue, og det giver så meget bedre resultater – og følelse i maven, end at pludseligt bruge en hel dag på opsøgende salg – for så at bruge hele næste dag kun på at fikse hjemmeside.
Men – HUSK at lægge tid ind i kalenderen til ingenting – for hver eneste dag vil der opstå ting du ikke havde overvejet – og du skal også have tid til at bare lave en kop kaffe og slappe lidt af – det er der du høster frugten af at være selvstændig – og samtidigt ofte der hvor du får den nye energi, og måske nye idéer. Så mit råd her, er ikke at fylde din kalender op – men i stedet for at du planlægger det du har brug for, på en måde hvor der er sat tid af hver dag – og sørg hellere for at sætte for lidt tid af, end for meget. Det skal være en fornøjelse at gå på arbejde - og det at tage en bid hver dag, fremfor et kæmpe måltid et par gange om ugen, kan virkeligt mærkes i selvtilliden og velværen.
Råd 10
Lad være med at følge råd slavisk (især dem her)
Du er dig, jeg er mig – og vi er alle forskellige. Få steder kommer det mere til udtryk end når man er selvstændig. Der er folk der får succes på de mærkeligste måder – nogen laver intet, andre knokler et helt liv for det halve.
Vi er ikke ens – og derfor skal du huske på at tage det du har brug for – det der giver mening for dig, og smide resten over højre skulder.
Du er god nok som du er – og du gør det præcist lige så godt som du er i stand til. Kan du bruge noget af det du læser her, eller andre steder – så brug det. Men lad være med at gøre noget som du føler er dumt, bare fordi du tror det virker.
For hvis du stritter imod, så er det måske fordi lige netop det, er dét du forsøger at komme væk fra, ved at være selvstændig.
Lad os sige du hader regnskab; Så skal du ikke fylde din kalender med at du skal lære alt om regnskab, og holde totalt styr på det – du skal bare erkende at det nok er rigtigt at du burde være til det – og så gør dit bedste.
Men lad være med at gøre noget som du kan mærke ikke er dig; For det at være selvstændig kræver den du er – det kræver din energi, dit mod, og din vilje. Hvis du fjerner bare en af de ting, så vil du fejle. Så lyt og lær, men husk hvem du er – og stol på dig selv, for du kan godt.
Hvis du kunne tænke dig at se mere til Mik og hans projekter, så kan du følge ham på LinkedIn her :)