top of page
  • Forfatters billedeCamilla Lærkesen

Sådan kommer du i gang med at netværke som introvert


Vi hører det hele tiden: Netværk er godt og vigtigt. Især som iværksætter. Det er faktisk helt uundværligt. Men skal det absolut foregå på meget ekstroverte præmisser? Hvad nu hvis man ikke er den udadvendte type? Kan man så overhovedet være iværksætter?

Svaret er selvfølgelig: Ja!

At være en god netværker handler ikke nødvendigvis om at være udadvendt og være til den rigtige fest på det rigtige tidspunkt. Du kan tværtimod sagtens være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt – virtuelt!

Foto: Google



Hvis du som mig er typen, der drænes af at gå til mange nye arrangementer med mange nye mennesker hele tiden, så er det måske ikke den rigtige prioritering af din energi. Slet ikke, hvis du også er i gang med at drive eller løbe din virksomhed i gang. Der skal du virkelig sørge for at bruge din energi klogt.


Så her kommer guiden til den introverte netværker.


Hvad er dit formål med dit netværk?

Step ét er, at man reflekterer. Dét tror jeg nok godt lige, at introverte kan finde ud af!


Find ud af, hvad det er, du er på jagt efter. En sparringspartner, en freelancer, en medarbejder? Eller er du måske i virkeligheden ret tilfreds med din nuværende situation – men netværker for at have fingeren på pulsen?


Inden du begynder at netværke, skal du selvfølgelig gøre dig klart, hvad du vil have ud af dit netværk. Hvis du sigter på alt, rammer du intet.


Det er tidskrævende at netværke, så vælg dine indsatsområder specifikt fra begyndelsen.



Foto: Google


Sæt mål og kortlæg dit eksisterende netværk

Før du begynder at udvide dit netværk, så afdæk, hvem du allerede har i dit netværk. Er du egentlig nødt til at skabe nye relationer, eller kender du allerede dem, der kan hjælpe dig videre?

Du kan med fordel lave et lille skema for dig selv, hvor du skaber overblik over netværksprocessen. Det kunne se sådan her ud:


  • Hvad er mit næste kortsigtede mål i min virksomhed?

  • Hvad skal der til for at nå det?

  • Hvilke indsigter/viden/kontakter kræver det, at jeg har?

  • Hvem kender jeg med den viden?

  • Hvad er min relation til vedkommende?

  • Og hvad er mit langsigtede mål?

  • Hvad skal der til? Osv.


På den måde sikrer du, at du holder snuden i sporet og ikke bare ødsler din tid og energi væk på netværk, der ikke er relevant for dig lige nu. På samme måde som du hele tiden prioriterer i din virksomhed, hvad der er vigtigt lige nu, selvom der sikkert er 117 andre spændende opgaver og projekter, du også kunne kaste dig over.


Research dit nuværende netværk

Vi bliver i det introverte hjørne og holder lidt igen med faktisk at tage kontakt. Og her bliver det en kæmpe fordel at være en grundig og tålmodig introvert. Her kan der virkelig nørdes igennem. Når du har overblik over, hvem der er i dit netværk, og hvad de laver, kan du bruge dit netværk meget mere kvalificeret.



Foto: Google


Dan dig et overblik over, hvad dit netværk arbejder med, hvor de arbejder, hvem de kender, hvilke projekter, de er i gang med. Hvis du føler dig for strategisk og overfladisk, så start med at kigge på det, du finder interessant, og læs videre af nysgerrighed. Det er blot smigrende for dem, at du har lyst til at læse mere om deres arbejdsliv.


Tilføj relevante bekendte til dit netværk på for eksempel LinkedIn, hvis I ikke allerede er forbundne. Det er dejlig nemt og uforpligtende. Det gode ved LinkedIn er, at det ikke bliver for privat. Du kan interessere dig fagligt for dit netværk, og dit netværk kan finde dig.



Vær lige så opmærksom på, hvad du kan give


Hvis du sidder og tænker, at det lyder lidt for strategisk til, at du har lyst til at netværke, så vender vi lige bøtten nu. Nu tager vi nemlig den altruistiske side af netværket.


Du skal selvfølgelig byde lige så meget ind, som du selv beder om andres input og hjælp. Det behøver ikke at være én til én, så du kun kan bede om hjælp hos folk, du kan gøre noget for. Hvis alle er villige til at give lidt hjælp, hvor de kan, så er der hjælp nok til alle i det store karmaregnskab.


Så når du researcher dine kontakter for at finde ud af, hvordan de kan blive en betydningsfuld del af dit netværk, så læg også mærke til, hvordan du kan bidrage betydningsfuldt til deres. Stil din tid, din viden og dine ressourcer til rådighed, når du kan.


På den måde er netværk noget, vi giver til hinanden. Og det er den bedste måde at skabe relationer på.

bottom of page