top of page
  • Forfatters billedeCatharina Christiansen

Hvad vil det sige at være iværksætter?

Jeg har længe gået og tænkt over begrebet ”iværksætter” og hvordan vi kollektivt opfatter det. Jeg tror ikke nødvendigvis at vi alle skildrer en ”iværksætter” ens og jeg tror at mange medier er med til at spille en stor rolle i den generelle opfattelse af hvad der kendetegner den typiske iværksætter.

For at gøre en lille smule op med det, og for at prøve at komme med nogle konkrete kendetegn i en ellers lidt rodet gråzone, så får du i indlægget her, mit personlige perspektiv på definitionen.





Og hvordan er det perspektiv så opstået?


Perspektivet kommer ud af mine efterhånden utallige samtaler med iværksættere af forskellig slags. Men særligt qua mit job som business mentor for innovationsfondens startup incubator Innofounder. De mange sessions, både med iværksættere fra Innofounder og iværksættere jeg har fået kendskab til ad andre omveje, har nu været med til at spore mig ind på nogle mere generelle observationer, som der kan være med til at redegøre for hvad det vil sige at være entreprenant helt ind i hjertet.

For er du et entreprenant individ, så kan du med højst sandsynlighed godt kalde dig iværksætter. Og det leder mig til mit første kritiske udsagn. Nemlig at en iværksætter altså ikke nødvendigvis er en der har startet sin egen virksomhed, men kan opdeles i entreprenører og intraprenører – se evt. dette indlæg der går mere i dybden med mit perspektiv på intraprenørskab.


Så hvad kendetegner så en iværksætter (som person)


Opportunistisk og altid i fremgang

En iværksætter er en opportunist, den der ”tør” forsøge sig med det andre ikke tør. En person der tør at trodse risiko og satse på noget der måske ikke er set før eller måske er en afart af noget eksisterende, dog med en klar agenda om at netop det de kommer med, klart mangler i markedet eller ikke opfyldes tilstrækkeligt allerede. Iværksætteren betragter en case og en opstartsrejse, som noget der må og skal udforskes. Og ser typisk gevinsten langt større end det der om muligt kan gå galt – helt kort, en person som trives ret godt i det space der hedder high risk, high reward.

Så en iværksætter er altså en person med et bestemt verdenssyn. Et verdenssyn som oftest kommer dem og samfundet til gavn, fordi de driver tingene fremad og bestemt ikke accepterer stilstand.



En kritiker der stiller spørgsmålstegn ved det eksisterende


En iværksætter stiller spørgsmålstegn ved det eksisterende og forholder sig kritisk til det facit vi lever med i dag. Vedkommende skal helst være i progression personligt og har typisk svært ved ikke at engagere sig, hvis noget rammer ned i et område som de er passionerede omkring. Det kan typisk være en slags retfærdighedssans der driver dem eller en enorm empati for andre. Men nogle iværksættere kan også primært være drevet af den gode forretning, som ikke er udnyttet.


De dygtigste iværksættere jeg ser, og dem som når langt, samt beholder deres integritet i forsøget, er drevet af lige dele empati og forståelse for forretning. De forstår ganske enkelt at de to dele er nødvendige for at forretningen bliver til noget levedygtigt og bæredygtigt – i mere end én forstand.

Ved at der altid er noget nyt at lære


En iværksætter er derudover glad for viden og ikke bleg for at lære noget nyt. Det er altså en person som forstår at deres drømme er totalt og aldeles afhængig af deres egen personlige udvikling og forstår at de nødsaget til at forlade komfortzonen, for at lykkedes.



Uden motivation dur helten ikke


En sidste ting der går igen og igen, er at iværksætteren lynhurtigt brænder sammen uden motivation. En iværksætter kan arbejde i døgndrift alle ugens dage, så længe der er fremgang eller en eller anden form for positiv udvikling. Men kan omvendt også ramme en nærmest helt depressiv tilstand, hvis modgangen bliver for uoverskuelig og der er for langt mellem sejrene.


Dog kan en iværksætter hjælpe sig selv igennem disse lavpunkter via god og kontinuerlig mentoring, og eventuelt ved at man prioriterer at drive sin virksomhed fra et kontorfællesskab med ligesindede. Det kan virke som en stor udgift, men det kan være guld værd når du rammer lavpunkterne på rejsen og på den måde tjenes udgiften faktisk hjem.

Projektet er min baby og mit brændstof


Hvis du har hørt nogen sige sætningen ”virksomheden er min baby” så er det ikke helt galt. Det kan nogle gange være svært for andre i mere regulære jobs at forstå, at en virksomhed kan sammenlignes med et barn – men det er altså tilfældet. Jeg har ingen evidens for det, men børn og virksomheden får typisk lige meget kærlighed. En nystartet virksomhed skal tilses, passes og plejes. Der skal træffes beslutninger for dets fremtid og man kan ikke negligere det og sætte det på standby under en ferie.

Lever du med en iværksætter er du derfor nødt til at have forståelse for den del også. Det er en del vedkommende ikke bare kan slukke for. Og det er den del der giver overskud til det personlige og familiære nærvær også. Man kan sagtens få energi fra sin forretning, på samme niveau som at folk kan få energi af at være en time i fitness. Jeg ved det fra mig selv, jeg kan få sådan et hel endorfin kick af at få svaret et par vigtige mails, frem for at lade dem vente. Jeg føler at jeg rykker virksomheden og får optimeret min tid bedst muligt.



Vig bort tidsspilde


En iværksætter er bestemt heller ikke god til at spilde tiden. Spildt tid eller tid brugt uden udbytte, puha, det kan gøre en rasende! Det er tid man ikke får igen! Så sørg for at fange en iværksætter der hvor de selv føler de har overskud. Tidsspilde kan nærmest være helt angstfremkaldende, fordi en struktureret iværksætter typisk starter dagen med en slags mental eller skreven agenda over ting som SKAL nås. Lykkedes det ikke, så startes der potentielt en lavine der er svær at rette op på (tænker vedkommende).

Det er typisk ikke tilfældet at det er såååå galt igen, men betragt det som en slags OCD du ikke må forhindre!



Iværksættere kan være gode projektledere


Afslutningsvis har jeg bemærket at der er mange iværksættere, der fungerer rigtig godt i projektleder stillinger, fordi de er do’ers! De får tingene gjort og de får sat gang i processerne. Overspringshandlinger findes da bestemt også, men det går ikke ud over at få arbejdet gjort. Det valg findes ikke.

Grunden til at jeg netop fremhæver iværksættere og projektlederstillinger her til sidst, er for at lede dig videre til mit næste indlæg, som du måske også vil finde interessant. I indlægget deler jeg nemlig iværksættere op i et par underkategorier ”intraprenører” og ”entreprenører” og kaster lys over hvorfor at man ikke nødvendigvis behøver at drive egen virksomheden, for at være en iværksætter af persontype.



Jeg håber du har nydt at læse med!

Catharina fra www.betterment.dk

bottom of page